Hvad skal det nu til for? Jeg kunne selv høre bekymringen i min stemme. Men datter Tina forsøgte at fortælle mig om sit nyeste job hos Eovendo. Jeg havde aldrig hørt at man kunne tjene penge på at se reklamer. Men det var det hun påstod at hun gjorde.
Tina er 20 år, går på sidste år i gymnasiet, har skyhøje karakterer. Hun er en rigtig stræber, men hun har ikke haft noget nemt liv. Hendes far har aldrig villet have noget med hende at gøre, mens hendes storebror altid har været velkommen hos Edvards nye familie. Det er fordi Tina ligner mig, og Edvards nye kone er rasende jaloux. Selv i dag. Men Tina klarer sig, har fritidsjob i Bilka og træner mange, mange timer fitness hver uge. Det hjælper hende med at styre de mange grimme tanker hun godt kan få. Hun har en lille smule OCD, og det var med blødende hjerte at jeg måtte bede hende og hendes tvillingebror flytte hjemmefra da de fyldte 18. Tom kunne flytte hjem til sin far, og Tina fandt en værelse på et kollegie. De er stadigvæk mine dununger, men jeg har simpelthen ikke råd til at have dem boende. Fordi de er gode børn og selv tjener deres penge, så ryger boligsikringen for mig. Jeg er aleneforsørger, så det har jeg bare ikke råd til. Det er den kedelige realitet.
Nye ideer, nye muligheder
Som nævnt hænger pengene ikke på træerne i mit lille hjem. Derfor gælder det om at finde muligheder, som kan strække budgettet. Da jeg var gravid med tvillingerne elskede jeg at strikke og brugte oceaner af garn til de strikkeopskrifter, som jeg nu kastede mig over. Jeg er ny begyndt at strikke igen. Udover at jeg køber garn hos Filato, så hjælper det mig også med at slappe af. At sidde med et par strikkepinde og se, hvordan garnet fra filato.dk forvandler sig fra en tråd til at være en bluse er nu noget helt særligt. Jeg har også strikket et par sjælevarmere til Tina. Hun bliver så barnligt glad for disse små kærlighedsgaver. Hun ved at jeg elsker at strikke, og at jeg elsker at shoppe strikkeopskrifter. Når pengene er små, må man bare få dem til at række længere. Min dejlige unge, har aldrig på nogen måde vist (eller så vidt jeg ved følt) en større kærlighed til sin far end til mig. Han har masser af penge, og kan købe børnene lige hvad de vil. Til gengæld er han ikke altid så ødsel med sin tid. For mig, er sanvær det vigtigste jeg kan give mine unger.
Vi kigger sammen på de smukke billeder, og drømmer at vi kan få det hele. Så længe vi kan dele hinandens drømme, tænker jeg at vi er ok. Teenagere eller ej. Det værste er bag os, og vi kan se fremad, sammen.
Hos deres far, har de alle de ting de kan ønske sig. Hos mig, mindre af det materielle – men en masse værdier som de kan tage med sig ud i livet. Evnen, og viljen til at prioritere.
