For ikke så længe siden begyndte min søn at gå til spejder. Det var lige ham. Og jeg synes, at det var helt perfekt, for det fik ham væk fra Nintendoen og ud i den friske luft.
Da det var jul, blev han begavet med noget nær et komplet spejderudfit: uniform, bælte, tørklæde, kniv og hvad der nu ellers skal til.
Han går til spejder om onsdagen med nogle af sine kammersjukker. For nylig havde han spurgt, om hans kammerater måtte komme hjem til os, inden de skulle til spejder. Det kunne jeg ikke have noget imod, så selvfølgelig.
Den dag blev jeg forsinket af et møde, som trak ud og af køkørsel på motorvejen. Derfor kom jeg noget senere hjem end planlagt. Da jeg kom hjem kunne jeg se, at der nok var 2-3 drenge med hjem. Antallet af støvler, tasker, huer og handsker, som lå spredt rundt omkring i gangen talte sit tydelige sprog.
De sad alle nede på min søns værelse og sang spejdersange. De samme sange, som jeg havde sunget for mange år side. Det lød så hyggeligt, at jeg ville sponsere en omgang saftevand og boller. Da jeg gik ind på værelset for at spørge, så jeg, at der lå en masse spåner på gulvet. De havde hver deres kæp, som de var i gang med at snitte. Det var ”for koldt udenfor”. Derfor sad de inde og snittede, så spånerne føg om ørene. De fik deres saftevand og boller. Og besked om, at snitteri fremover skulle foregå udenfor.
