Jeg har netop besluttet mig for at sælge min bil. Den er simpelthen så dyr i drift, at det bare ikke kan betale sig længere. Forsikring, vægtafgift og benzin er simpelthen pengeslugere, og nu vil jeg gøre op med det.
Derfor skal jeg i næste uge ud at kigge på cykler. Jeg vil finde mig en der kan transportere mig rundt. En der er let og elegant og nem at have med at gøre. Egentlig har jeg aldrig været den kæmpe fan af cykler, men 1) jeg kunne godt bruge noget motion, og 2) det er så meget billigere!
Min ven Bjarke har lovet mig at tage med ud at kigge. Han har forstand på sådan nogle metalkreaturer, og det har jeg altså bestemt ikke. Jeg tror min cykel skal være grå. Eller sort. Det er praktisk og ikke så prangende og iøjenvækkende. Jeg vil bare gerne kunne cykle rundt i min egen verden uden at folk skal lægge mærke til mig. Især om morgenen, når turen går til arbejdet.
Kunne I nogensinde finde på at sælge jeres bil for en cykel?
Udover det, går alt som det skal. Jeg ser, ligesom alle andre, frem til at vejret skifter og det bliver forår. Nu er det nok med al den vinter. I næste uge har jeg vinterferie og så skal mig og børnene besøge noget familie i Jylland. Det glæder vi os alle sammen til. Det er jo med at nå det imens bilen stadig er her, ikke!?
Hav en fortsat dejlig dag!